Kulturcafé. Plads til kunst og kreativitet på Skiveegnen?

Tid: 17. september 2019 kl. 19.00 – 21.00

Sted: Skive Bibliotek


Kulturelt Samråd, Skive åbner dørene op til endnu en hyggelig Kulturcafé.

Denne gang sætter vi fokus på temaet: Plads til kunst og kreativitet på Skiveegnen.  Her vil der være rig mulighed for at drøfte behovet for et nyt kulturhus, et medborgerhus, en kunsthal eller blot nogle ledige lokaler, hvor der er mulighed for udvikle sine kunstneriske og kreative evner?

Men hvorfor skal vi nu snakke om det?

Har vi brug for mere plads til kunst og kultur i Skive?

På Skiveegnen har vi allerede en del fantastiske kulturelle institutioner, som på forskellig vis og til forskellige formål kan benyttes af kommunens borgere. Samtidig lyder det på vandrørene at flere aktører har samlet sig i små grupperinger, der oplever et behov for et kreativt rum, hvor man kan udfolde sine kunstneriske og kreative evner sammen med andre.

Et sted der rummer alt fra kreativt håndværk til kunstværk, hvor der er mulighed for at skabe, kreere og udstille værker.

I kulturcaféen vil vi skabe en ramme, hvor alle med ideer og ikke mindst handlekraft har mulighed for at samles og i fællesskab drøfte behov og handlemuligheder.

Kulturelt Samråd står bag dette første møde, men herfra bliver bolden givet videre. Det er vores håb, at vi – inden vi går fra kulturcafeen – har samlet en arbejdsgruppe, der vil være ansvarlige for at tage de følgende skridt med at samle trådene og undersøge mulighederne nærmer.

Program for kulturcaféen:

  • Inspiration: Fra kunsthal til medborgerhus – Vi starter kulturcaféen ud med 2-3 korte inspirationsindspark fra folk, der har noget på hjerte ift. hvilke behov et nyt kreativt og kunstnerisk udfoldelsessted skal opfylde.
  • Workshop: Hvad er drømmene? Kulturelt Samråd faciliterer en fælles idé- og behovsafklaringsworkshop. Workshoppen foregår i mindre grupper.    
  • Etablering af arbejdsgruppe: Gruppen får opsamlingen med fra workshoppen, som de kan arbejde videre med. Har man selv et brændende ønske om at egne behov og idéer bliver båret videre, så er der mulighed for at komme med i arbejdsgruppen og være en aktiv drivkraft.

Undervejs byder Kulturelt Samråd på en kop kaffe og en småkage.

Tilmelding:

Det er gratis at deltage i kulturcaféen. For at være sikker på at kaffen rækker til alle, så må du gerne tilmelde dig. Det gør du ved at sende en mail til kontakt@kulturskive.dk