Kulturcafé om Skiveegnens KulturUge 2020

Tid: 19. februar kl. 19.00-21.00

Sted: Det gamle Rådhus, Torvestræde 2, 7800 Skive

Målgruppe: Åbent for alle kulturaktører på Skiveegnen

Arrangør: Kulturelt Samråd i samarbejde med Kultur og Fritid på Skive Kommune

Tilmeldingsfrist: skriv gerne til kontakt@kulturskive.dk inden kl 16.00 den 19. februar… men kom også hvis du ikke er tilmeldt;-)

Til Kulturcaféen skal vi drøfte hvordan vi – i fællesskab – får skabt en KulturUge, der styrker kulturlivet og beriger Skiveegnen med masser af kulturelle stjernestunder.

I kan desuden høre meget mere om tankerne bag Skiveegnens KulturUge, Kulturelt Samråds Kulturmarked, rammerne og diverse kvikpuljer, der kan søges til arrangementer. 

Program for kulturcaféen:

OPLÆG: Bliv klædt på til Skiveegnens KulturUge:
Ole Riis fra Skive Kommune og Jeppe Tandal og Betina Kæseler fra Kulturelt Samråd vil fortælle om tankerne bag Skiveegnens KulturUge og samtidig komme med nyttige informationer om:

  • Hvilke muligheder har man for at deltage i KulturUgen – Både åbningsfesten, Kulturelt Samråds Kulturmarked og lokale arrangementer ude hos jer i ugens løb?
  • Hvilke fysiske rammer stilles til rådighed?
  • Hvilke puljer kan I søge?
  • Hvilke projekter/aktiviteter og udgifter kan I søge til, og hvornår er
    fristerne?
  • Hvordan kommer I med i det fælles markedsføringsprogram?

WORKSHOP: Hvordan skaber vi i fællesskab en KulturUge, der styrker
kulturlivet og beriger Skiveegnen?

Undervejs byder Kulturelt Samråd på en kop kaffe og en småkage.

Hvad er Skiveegnens KulturUge og hvordan byder man ind? 

Det skal vi snakke meget mere om til kulturcaféen d. 19. februar, men kort fortalt, så er Skiveegnens Kulturuge opstået på baggrund af succesen med Genopdag Festivalen i 2019. KulturUgen løber fra den 20. juni – 27 juni 2020 og bliver en årlig tilbagevendende begivenhed i kulturlivet!

Det er tanken, at kulturelle foreninger og aktører kan byde ind med:

  • egne aktiviteter lokalt ude hos jer
  • aktiviteter, som I har skabt i samarbejde med andre aktører
  • deltagelse i et ”kulturmarked” til åbningsfesten lørdag d. 20 juni

Deltag i kulturmarkedet:

Det er vores store håb i Kulturelt Samråd, at vi alle kan stå sammen og i fællesskab bidrage til et kæmpe brag af en åbning d. 20 juni.

Vi håber derfor, at kunne samle så mange af vores medlemmer som muligt til et summende Kulturmarked, hvor alle kan byde ind i et samsurium af små kreative værksteder, små shows, udstillinger, workshops og hvad I ellers har lyst til. Kun fantasien sætter grænser.

Ved at deltage i kulturmarkedet er I med til at vise bredden og alsidigheden i kulturlivet på egnen, samt at vise hvad vi kan, når vi står sammen! Herudover kan kulturmarkedet give en smagsprøve på noget af det, folk kan opleve ude hos jer i den kommende uge, og på den måde bliver det en oplagt mulighed for at markedsføre jeres arrangementer.